Mærk naturen i Nordjylland
Den nordjyske natur er som ingen anden. Tag en pause fra hverdagen og find din indre ro på en gåtur langs de brede sandstrande ved det brusende Vesterhav eller sæt fantasien fri blandt skovenes krogede bøge. Naturen kan opleves på mange måder, hvad enten du søger ro eller spænding.
Råbjeg Mile
Intet andet sted i Danmark vil du opleve natur som i Råbjerg Mile. Den gigantiske sandkasse, der rummer ca. 4 mio m3 kridhvidt sand, er i sandhed et imponerende syn. De kraftige vindforhold får den 35 meter høje mile til at vandre op mod 15 meter om året. Det gør Råbjerg Mile til Europas største vandreklit. Kom tidligt om morgenen og oplev, hvordan sandet sluger al lyd, så stilheden er overvældende. Kommer du en dag med blæst, kan du derimod høre sandets stille hvisken, når det suser hen over ørkenlandskabet på milen.
Grenen
På Jyllands nordligste spids, Grenen, kan man stå med et ben i hvert sit hav. Det er nemlig her, at de to have Kattegat og Skagerak mødes. Du kan enten nyde den smukke gåtur ud til spidsen af Grenen eller køre med Sandormen, som er en spændende og oplevelsesrig tur, hvor du samtidig lærer en masse om kystlinjens forandring og naturens mangfoldighed. Husk også at pakke badetøjet - Grenen er nemlig omgivet af fine badestrande på begge sider.
Hirseholmene
Lige uden for Frederikshavns kyst ligger Danmarks nordligste øgruppe, Hirseholmene. Øgruppen består af i alt 27 øer, rev og holme, og naturen her minder på mange måder om den, du vil finde i den svenske skærgård. Omkring øerne finder du noget af Danmarks reneste vand. Tager du dykkermasken på, vil du under havoverfladen kunne opleve et væld af skandinaviske koraller, dyr og planter.
Løkken Strand - De hvide badehuse
Nogle af Danmarks smukkeste sandstrande ligger i Nordjylland, og i Løkken finder du én af de allersmukkeste. Unikt for Løkken strand er de hvide badehuse, som hver sommer belejres af byens lokale. Nyd synet, når lyset reflekteres i den lange række af hvidmalede huse, og oplev et helt unikt strandliv i "Den hvide by", som badehusene også bliver kaldt.