Parkour-steder – Marcus “Zyrken” Gustafsson

Marcus “Zyrken” Gustafsson er en svensk parkour-atlet. Gustafsson konkurrerer mod Free Running-eliten og leder Sveriges første og største parkour-stiftelse. Han er også en del af Free Running-duoen Air Wipp og var en af de første svenske parkour-atleter, som deltog i internationale konkurrencer på professionelt plan.



Röda Murarna – Fatburs Brunnsgata, Södermalm

“Lige bag Södra Station ligger der en lille plet. Jeg kommer ofte her for at varme op og komme i gang med træningen. Området består af en række mellemhøje mure og gelændere, som du kan svinge dig i. Det er ikke her, du skal komme for at vise dine færdigheder, men stedet er egnet til motion. Personligt synes jeg, at området er et af de bedste i Stockholm, ikke kun på grund af stedet men også fordi det ligger tæt på Södermalm, hvor du kan udforske nye muligheder og udfordringer.”

Kista Centrum – Kista

“Midt på Kista torv, er der et sted for dem, som vil arbejde med deres “flow”. Mit personlige tip er, at du bruger det til at lave længere “linjer”, der næsten får det til at ligne en dans, hvor du ubesværet bevæger dig fra A til B uden at stoppe. Den del af parkour er inspireret af både breakdance og capoeira.”

Borgmästartrappan – Slussen, Södermalm

“Det mest berømte parkour-sted i Stockholm. På Borgmästartrappan er der i mange år blevet klatret, hoppet og optaget videoer. Trappen er blevet brugt til mange kommercielle produktioner om parkour i Sverige. Og jeg vil gerne sige, at det er et af de mest kendte steder i Stockholm.”

Bergshamra Centrum – Solna

“Et lidt afsides sted, men med et virkelig godt træningsmiljø. Herude kan du gå rundt i timevis og finde sjove ting at øve dig på. Der er en række vægge, som er gode til “kong”-træning og lignende. Stedet er egnet til de mere øvede, men tag derhen og giv det et forsøg, selv hvis du er begynder!”

Solna Strand – Solna

“Det her minder om Bergshamra, fordi du nemt kan gå rundt og opdage nye steder. Der er en masse betonflader, som du kan øve dig på, og trapper og åbninger, som er gode at hoppe fra. En meget industriel stemning med masser af valgmuligheder.”