Den perfekte LinkedIn profil

Leif Carlsen, som er medstifter og partner i Social Selling Company, er ekspert i LinkedIn og social selling. Hver dag hjælper han virksomheder med at opnå kommerciel succes via de sociale medier. Her giver han dig sine bedste råd til, hvordan du får den perfekte LinkedIn profil.

Kontakt os

Ugyldigt antal personer
Dine oplysninger
Navn på kontaktperson er obligatorisk
E-mail er obligatorisk Ugyldig e-mailadresse
Telefonnummer er obligatorisk Ugyldigt telefonnummer
Ugyldigt format

Sådan får du den perfekte LinkedIn profil

I en verden hvor de erhvervsorienterede sociale medier fylder mere og mere, bliver vores personlige, online profiler også langt mere synlige for andre. Vi bliver ganske enkelt googlet på kryds og tværs og undersøgt på eksempelvis LinkedIn, når en virksomhed skal vælge ny leverandør eller samarbejdspartner - eller ny medarbejder. Det er derfor mere vigtigt end nogensinde før at have en tydelig og professionel profil, som klart kommunikerer både din faglighed og personlighed.

De 17 trin til den perfekte LinkedIn profil

  1. Foto: Sørg for at have et professionelt foto på din LinkedIn profil. Det skal være i god kvalitet, være vellignende og gerne med et imødekommende smil. Ikke noget med et foto af dig sammen med børnene eller lignende, LinkedIn er et rendyrket professionelt værktøj. Overvej eventuelt at få taget et foto hos en professionel – det kan gøres for rimelige penge. 
  2. Navn: Skriv kun dit navn i dette felt: Ikke noget med at skrive titel eller telefonnummer.
  3. Headline/overskrift: Fortæl i stikord om, hvad det er du hjælper med og har spidskompetencer indenfor.
  4. Kontaktoplysninger: Det skal være nemt at komme i kontakt med dig, så sørg for at dine kontaktoplysninger altid er opdaterede. Husk at tilføje som minimum mobilnummer og e-mail adresse, men også oplysninger om website, Skype alias, Twitter navn og lignende.
  5. Din offentlige LinkedIn webadresse (URL): Denne adresse kan indeholde en masse cifre. Husk at rette denne til kun at indeholde dit navn, for eksempel dk.linkedin.com/in/peterjensen.
  6. Kort beskrivelse/summary: Lav en fyldestgørende og alligevel kort beskrivelse af dig selv på 3-4 afsnit med hver 3-5 linjers tekst. Brug bestemte nøgleord som går igen igennem din profil for at gøre det tydelig, hvad du er for en størrelse – fagligt såvel som personligt.
  7. Skriv altid i første person om dig selv og brug termer som eksempelvis ”jeg brænder for…”, ”jeg er stærk indenfor…” og lignende.
  8. Ordvalg: Skriv altid i et sprog som din LinkedIn målgruppe kan identificere sig med, og undgå eksempelvis slang og/eller anstødelige ord.
  9. Sprog: Overvej om du skal have en profil på et andet sprog end dit primære sprog. Du kan sagtens have både en dansk og eksempelvis engelsksproget profil samtidigt.
  10. Tilføj gerne links til relevante websider fra din virksomhed, små videoer eller lignende for at understøtte din profil. Husk at opdatere teksten nedenunder, så du eksempelvis skriver “Klik her for at se en kort video om, hvordan jeg arbejder”.
  11. Opdatér din erfaring, kompetencer og uddannelser således, at du har et komplet CV, og brug gerne nogle af de samme nøgleord som du har i din personlige korte beskrivelse. Sørg for at det er korrekt med specielt datoer, men selvfølgelig også i forhold til ansvarsområder, resultater og lignende. Brug gerne termer som ”vi hjælper”, ”vi gør” og lignende. Dermed er der også en rød tråd i forhold til din personlige beskrivelse, hvor du skriver om, hvad du gør og hvad du hjælper med.
  12. Råd vedr. kontakt: Husk at fortælle, hvordan folk kan komme i kontakt med dig. Skal de første connecte via LinkedIn? Er det okay at de ringer eller e-mailer dig? I så fald så skriv dit mobilnummer og e-mail på i dette felt.
  13. Tillidsposter: Hvis du har haft tillidsposter eller lignende, så anfør dette under punktet Organisationer.
  14. Sprog: Ajourfør dine sprogmæssige kompetencer således, at omverdenen kan se, hvilke sprog du mestrer.
  15. Frivilligt arbejde, erfaring og interesseområder: Hvis du deltager (eller har gjort) i frivilligt arbejde, så opdatér dette felt med de relevante oplysninger om, hvad det er at du hjælper med.
  16. Anbefalinger: Hvis du ikke allerede har fået anbefalinger fra dit LinkedIn netværk for dit arbejde og resultater, så gør det endelig. Det er med til at skabe tillid omkring din person, hvis andre sætter ord på dine kvaliteter, indsatser og resultater.
  17. Synlighed: Sørg for at din profil er synlig, både i forhold til at sætte din profil til at være offentlig og i forhold til, hvilke oplysninger personer finder når de søger efter dig på eksempelvis Google.

Når du er færdig med at opdatere din LinkedIn profil, så husk at få læst korrektur på alle tekster så du undgår stavefejl og lignende, og profilen fremstår 100 procent professionel og perfekt.

Kilde: Leif Carlsen, medstifter og partner i Social Selling Company.

Om Leif Carlsen

  • Medstifter og partner i Social Selling Company
  • Mere end 25 års erfaring indenfor indkøb, branding, salg og markedsføring
  • Ekspert i LinkedIn og social selling
  • Rådgiver og hjælper virksomheder med at opnå succes via sociale medier