Parforcejagtlandskabet

I gamle dage gik kongerne på jagt her - nu kan du gå på oplevelse! Besøg parforcejagtlandskabet i Store Dyrehave ved Hillerød, ved Gribskov og i Jægersborg Dyrehave, som i juli 2015 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.



På jagt i danmarkshistorien

Nordsjælland gemmer på rigtig meget Danmarkshistorie. I dag kan du gå på jagt efter lidt af den på de smukkeste områder, hvor fortidens konger engang selv gik på jagt. Dengang var det efter kronhjorte. Dem kan du stadig opleve masser af ved Hillerød, Gribskov og Jægersborg, hvor der i sin tid blev udført parforcejagt. I dag er det dog blot synet af de majestætiske dyr, de åbne områder og en smuk vandretur, som du kan nyde, når du besøger området. Men faktisk er den oplevelse du kan få her, så enestående, at området i juli 2015 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste

Inspireret af Versailles

Da Christian d. 5. i 1680'erne besluttede sig for at få anlagt parforcejagtlandskabet på Nordsjælland var det uden tvivl for at skrive historie - både i Danmark og i resten af verden. Han hentede nemlig sin inspiration fra tidens mest imponerende kongeslot - Versailles i Frankrig.
Ligesom i den franske barokhave fik området tilført snorlige skovveje i et mønster af stjerner omgivet af kvadrater.

Parforcejagt

Mens oplevelsen i det smukke område i dag kan nydes af alle, så var parforcejagt i gamle dage ikke for sarte sjæle. Her jagede både ryttere og hunde en kronhjort indtil den gav op af udmattelse. Den ærefulde opgave at dræbe dyret med sværd eller spyd gik derefter til kongen eller dagens fornemmeste gæst.