Kronborg Slot

Kast lidt mystik over ferien og besøg Danmarks måske mest sagnomspundne slot. Kronborg Slot var hjem for Shakespeares Hamlet, og i dag sidder Holger Danske fortsat i sin dybe søvn i kasematterne. Mens han sover, kan vi andre nyde omgivelserne på slottet, som er et af Nordeuropas fineste renæssanceslotte. Derfor er det også blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste.



Hamlet & Holger Danske bor i Helsingør

Fra det punkt på Sjælland, hvor der er kortest afstand mellem Danmark og Sverige, troner Kronborg Slot - hjem for historiske karakterer fra både Danmarkshistorien og fra Shakespeares største værker. I de dybe, underjordiske kasematter sidder Holger Danske. Her har han siddet længe, og skal man tro sagnet, bliver han siddende her i sin søvn indtil den dag, hvor Danmark trues af fjender. Vil du selv sove tæt på Kronborg? Check ind hos os på Scandic Eremitage

Shakespeare Festival

Kronborg Slot har også været hjem for en af de mest omtalte prinser i skønlitteraturen - Shakespeares danske prins Hamlet. Hamlet er verdens mest opførte drama og kan opleves hver sommer til Shakespeare Festival i slotsgården på Kronborg Slot, hvor internationale Hamlet-forestillinger vækker historien til live i de mest autentiske rammer. 

Shakespeare Festival kan opleves i juli og august.

Fra Krogen til Kronborg

Før her stod et slot, stod Krogen her. Det var et fæstningsværk opført af Erik af Pommeren i 1420 og oprindeligt brugt til opkræving af øresundstolden. Dengang pegede de truende kanoner ud mod skibene i Øresund, så ingen sømænd turde vove pelsen og sejle forbi uden at betale told til kongen.
Først i 1574-85 opførte Frederik 2. det renæssanceslot, som vi kender i dag, og som i 2000 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.