Nationalpark Skjoldungernes Land

Oplev Sjællands fantastiske natur på en hyggelig vandretur.



KOM UD I NATUREN

Sjællands første nationalpark, Skjoldungernes Land, ligger omkring Roskilde fjord og Lejre.

Her har mennesker levet siden tidernes morgen og efterladt sig spor. Og det er ikke så sært. Nationalparkens 170 kvadratkilometer rummer nemlig enestående natur, kulturhistorie og et af Danmarks smukkeste istidslandskaber med bølgende bakker og store smeltevandsdale.

Der findes mange forskellige vandreruter og stier i Nationalpark Skjoldungernes Land. Både til dig, der ønsker at gå i flere dage og dig, der søger en lille rundtur, hvor også børne-ben kan være med.

SKJOLDUNGESTIEN

Skjoldungestien er en 50 km vandrerute, der snor sig ud og ind gennem det historiske landskab og forbi en række af de vigtigste udflugtsmål i nationalparken. På turen vandrer du både gennem skove, langs åer, moser og enge og ud langs Roskilde Fjord.

Du kan gå ruten ad mange veje og etaper. Fx går ruten forbi både Hvalsø, Lejre og Roskilde stationer, hvor du kan hoppe på og af og tage toget tilbage. Ruten er formet som et kryds, der skærer i Gl. Lejre. Herfra kan du gå i fire retninger: Mod Roskilde eller Hvalsø - eller mod Osted eller Gevninge.