Mød vores medarbejder - Anne

I Scandic går vi altid meget op i at skabe god service for vores gæster, men Anne fra receptionen på Scandic Sluseholmen gør en særlig indsats for, at gæsterne føler sig hjemme på hotellet.



Selv fortæller Anne, at hun elsker sine gæster - særligt stamgæsterne, der typisk arbejder langt væk fra deres hjem og bor på hotellet hver mandag til torsdag. ”Jeg har et familiært forhold til stamgæsterne, der bruger hotellet som deres andet hjem. Vi har rigtig mange stamgæster her på hotellet – det er alt fra håndværkere til direktører og alt midt imellem. Når de bor her på hotellet, skal de føle sig set og anerkendt. Personligt ved jeg hvad de forskellige gæster kan lide, og ofte kender jeg også navnene på deres partnere, børn og kæledyr.” 

Anne er 36 år gammel og oprindeligt uddannet tjener. Hun voksede op i Løkken i Nordjylland, hvor det var normen at arbejde i restaurationsbranchen fra man var ganske ung, og det betød, at Annes servicegen blev udviklet fra en ung alder. Hun har arbejdet på hotellet i Sluseholmen i København siden 2010.

Anne fortæller, at hun går meget op i at skabe fællesskaber, både blandt kollegaer og gæster. ”Jeg inviterer løbende vores stamgæster til sociale arrangementer, så de ikke skal sidde alene hver aften, når de arbejder udenbys. Når jeg inviterer til fællesmiddag, så laver jeg bordkort, hvor jeg har tænkt over, hvilke gæster der har fælles interesser i form af deres job. På den måde begynder gæsterne at tale med hinanden, og flere er efterfølgende begyndt at spise aftensmad sammen, når de alligevel er på hotellet på grund af deres arbejde.”

For at gøre det ekstra familiært sørger Anne også for gaver til stamgæsterne; ”Jeg laver julesokker med fire adventsgaver i december, så gæsterne får en lille gave hver uge, når de ankommer til hotellet. Og når mine stamgæster har fødselsdag, bruger jeg gerne mine egne penge på en fødselsdagsgave til dem. Når de bor her på hotellet på deres fødselsdag, skal de da fejres,” siger Anne med et stort smil. ”Mine kollegaer ville nok beskrive mig som en festlig person, der er god til at skabe fredagsstemning. Min fredagsstemning starter typisk om mandagen og fortsætter ugen ud.”

Det er ikke kun stamgæsterne, der mærker Annes engagement: ”I weekender og ferier har vi mange familier boende. Det er super hyggeligt, når der er børn på gangene og de får 100% service,” fortæller Anne.

I Scandic er vi stolte over at have Anne som kollega. Hun er indbegrebet af service og spreder glæde blandt vores gæster hver eneste dag. Så hvis du besøger Scandic Sluseholmen og ser Anne i receptionen, så giv hende endelig et ekstra varmt smil.