Julemarkeder i Oslo

Er du på udkig efter lidt magi op til jul? Kig forbi julemarkedet Jul i Vinterland i området Spikersuppa ved siden af Karl Johans gate. Her kan både unge og gamle nyde juleaktiviteter.



Et hyggeligt besøg for hele familien

Lige foran Stortinget, den norske parlamentsbygning, finder du Spikersuppa og julemarkedet Jul i Vinterland. Her kan du købe julegaver og pynt og smage traditionel norsk mad og drikke fra julemarkedets forskellige boder. Du finder brændte mandler, traditionel julegløgg og lækkert bagværk. Hvis du er på udkig efter noget mere aktivt, kan du tage et par runder på skøjtebanen midt i Spikersuppa eller en tur i pariserhjulet, hvorfra du har en smuk udsigt over Oslo centrum. Hvis du fryser, kan du få varmen i julemandens gløgghus eller foran bålet med noget varmt i kruset. Du finder helt sikkert noget for enhver smag. 

  • Åbent: 13. november til 3. januar 

Julemarked på Norsk Folkemuseum

Du finder et af landets bedste julemarkeder ved Bygdøy. Du kan nemt komme hertil med offentlig transport på kun 15 minutter fra Spikersuppa og Nationalteatret.

Her kan du købe julegaver i de over hundrede boder og samtidig opleve en historisk vandretur gennem årtiers og århundreders juletraditioner. Hele museet er pyntet i overensstemmelse med forskellige traditioner og perioder, så du kan opleve alt fra juleaften i et velhavende købmandshjem fra 1769 til julefejringer hos en familie på landet i 1959.

Boderne er fulde af spændende varer og traditionel mad. Julemanden åbner dørene til sit værksted og danser “julemandsdansen” med sine børn. De smukke lyde, skønne dufte og lækre smage fylder museet til jul. Oplev skumringstimen med dans omkring juletræet. Du er garanteret en dag med masser af julestemning!

  • Åbent: 4.-5. og 11.-12. december