Går turen til København med børn? Bare rolig - her er masser af underholdning for børn i alle aldre. Find legepladser for store og små, børnevenlige museer og mange andre sjove aktiviteter for børn i København.
Massevis af sjove aktiviteter for børn i København
København er en af de bedste storbyer at besøge med børn. Der er god plads til barnevogne og klapvogne i busser, metro og tog, og uanset årstiden er det let at finde sjove og børnevenlige aktiviteter.
Den indendørs legeplads i Blegdamsremisen
Hoppeborg, et kæmpe skib og tumemadras. Mange timers sjov leg venter på den indendørs, bemandede legeplads i Blegdamsremisen. Der er også plads til små arkitekter i LEGOrummet, en stille stund med puslespil og medbragt frokost i køkkenet. Den indendørs legeplads i Blegdamsremisen er populær for både store og små, og er en populær aktivitet for børn i København.
Hvordan mon det var at være barn i 1930'erne? Det kan du finde ud af på Arbejdermuseet. Kom med indenfor på et børneværelse, se legetøjet og bliv klogere på, om børn virkelig skulle arbejde hver dag i gamle dage.
Kom helt tæt på alverdens dyr i København Zoo. I den arktiske ring svømmer isbjørnen lige over dit hovede. I det smukke elefanthus kommer du ganske tæt på de mægtige elefanter. Og i børnezoo er der timevis af underholdning på legepladsen og ved de små geder, som du kan klappe.
Experimentarium byder på oplevelser for både de yngste og de ældste. I miniverset kan børn helt fra 1 årsalderen lege i trygge omgivelser. Her knyttes naturvidenskaben sammen med leg for de mindste. De ældre børn kan blive klogere på kroppen, være med i den interaktive biograf og gå på opdagelse i Opfindelsernes hus. Der er i alt 18 sjove udstillinger.
Midt i København ligger den smukke have, Tivoli. Her har den ligget siden 1843 og er stadig på de fleste turisters to-do liste, når de besøger København. Få en sus i maven og vind i håret i de store forlystelser, prøv lykken i en tombola eller nyd en stille stund imellem havens mange blomster. Er du medlem af Scandic Friends får du rabat på entréen til Tivoli, når du bor hos os.
Har du hørt det? I skovene omkring København gemmer sig 6 kæmper! Kæmperne er lavet af kunstneren Thomas Dambo, der har specialiceret sig i at lave kunst af genbrugstræ. Kæmperne gemmer sig i lysninger, ved vandet og på bakketoppe. Tag på skattejagt og find de søde, sjove, store kæmper. Aktiviteten er særligt for de større børn, og da der er langt imellem kæmperne, er det en god idé at have en bil.
Louisiana for børn
Børnehuset på Louisiana er 500 m2 kunst og kreativ leg for børn. Her er plads til at male og modellere og i Fortællerrummet er der børnebøger om kunst og de aktuelle udstillinger på museet.