Det vigtigste er smag
Magnus Rydahl er ny køkkenchef på Scandic CPH Strandpark og drømmer om at lave Amagers bedste restaurant.
I 2023 fik Scandic CPH Strandpark ny køkkenchef og vi er ikke blege for at sige, at vi har gjort lidt af et scoop ved at få Magnus Rydahl til at stå for maden på Restaurant SEATING. Magnus kommer nemlig fra et job som assisterende køkkenchef på Søllerød Kro, der er indehaver af en Michelin stjerne.
31-årige Magnus er født og opvokset på Amager, hvor han stadig bor sammen med sin kæreste. Drømmen om at gøre Restaurant SEATING til Amagers bedste restaurant har derfor særlig stor betydning for Magnus: ”Vi kommer nok ikke til at slå Kadeau og deres to Michelin stjerner på Christianshavn, men Amager kunne godt bruge en fine dining restaurant.”
Magnus er ikke kun formet af gourmetmad på Søllerød Kro, da hans tid som kokkeelev blev brugt på Restaurant La Cocotte på Glostrup Park hotel. Den erfaring fra hotelbranchen mener Magnus selv har gjort, at han er god allround på flere discipliner i et køkken: ”Mit udgangspunkt er, at man som kok skal kunne alle de forskellige elementer i et køkken og ikke kun lave pincetmad. I et hotelkøkken skal man kunne levere et godt produkt, uanset om det er morgenmad, frokost, konference, natmad eller a la carte man kører.”
Adspurgt hvad det vigtigste han tager med fra Søllerød Kro falder svaret prompte: ”Det er at smag er essentiel, når man laver mad. Hvis smagen ikke er der, så kan man pynte retten nok så meget, men resultatet bliver aldrig helt godt,” fortæller Magnus. ”Her på Restaurant SEATING er vi ikke lige så mange kokke omkring maden og har ikke lige så meget tid til at kræse om den enkelte ret, som på Søllerød Kro. Men mit arbejde på kroen har givet mig nogle trick og fiduser til at få maden til at smage af en masse alligevel. Hvis man kører friske råvarer og bearbejder dem på den rigtige måde, så kan en enkelt kok forholdsvis hurtigt få den gode smag frem. Det er mit job at få oplært alt personale til at få det bedst mulige måltid frem på den tid vi har.”
”Min ambition er at restauranten skal servere mere fisk og skaldyr”, fortæller Magnus. ”Det er helt oplagt, når vi er en restaurant med havudsigt og hotellet er indrettet meget maritimt med blå vægge i Skybaren og fiskenet i loftet. Indtil videre har jeg lavet en ny og anderledes konferencemenu, hvor der også er god fisk på. Men hvis man som mødeleder har specifikke ønsker til maden, så finder vi selvfølgelig ud af det.”
Vi i Scandic glæder os til at se Magnus lande i jobbet og tage restaurant SEATING til nye højder. Vi håber, at du vil smage med som gæst.