Øhop i Oslofjorden
Har du lyst til en pause fra asfaltjunglen, mens du er i Oslo? Blot en halv time fra centrum af Oslo finder du en lang række smukke øer, som du kan udforske. Pak picnictæppet, grillen og noget god mad, og hop på færgen ud på Oslofjorden.
Besøg disse idylliske øer i fjorden
Hvis du har en almindelig Ruterbillet, kan du bare hoppe ombord på en af færgerne fra Aker Brygge, og før du ved af det, står du med fødderne plantet på en af de smukke øer. Her har du mange muligheder. Det afhænger bare af, hvad du er interesseret i. Kan du lide at gå tur, svømme, tage på sightseeing, fiske, campere, løbe, slappe af, være social eller kulturel? Du vil med garanti få nogle skønne sommerminder at se tilbage på.
Hvis du overnatter hos Scandic Solli eller Scandic Victoria, er der højst fem minutters gang til færgerne.
Øerne
Hovedøya er den ø, som ligger tættest på Oslo centrum. Sejlturen tager kun 8 minutter fra Aker Brygge. Her finder du to store strande på øens vestside. Hvis du er mere til boldspil, ligger der også en stor, skøn græsmark her. Her finder du også ruinerne af et Cistercienserkloster fra 1100-tallet. Om sommeren er der en kiosk og café på øen, og ved gæstehavnen finder du à la carte-restauranten Revierhavna Kro. Det er ikke tilladt for besøgende at overnatte eller tænde bål. Det er kun lovligt at grille på dertil indrettede grillpladser og på grus eller sand.
Lindøya ligger omkring 15-20 minutters sejltur væk. På øens sydvestlige side finder du to badesteder med badebroer, og midt på øen er der en butik og en fodboldbane. Størstedelen af øens nordlige del er naturreservat med beskyttet plante- og dyreliv. Du finder omkring 300 sommerhytter malet røde, gule og grønne. Besøgende må ikke campere eller tænde bål på øen. Det er kun tilladt at grille på grus eller sand.
Langøyene er den eneste ø i Oslo, hvor det er tilladt at campere. Her finder du en stor strand, kiosk, naturiststrand (på den sydlige spids), en sandvolleyballbane, fodboldbaner og gode campingmuligheder. Fra tid til anden arrangeres der koncerter og andre events på Langøyene.
Gressholmen, Heggholmen og Rambergøya er tre sammenhængende øer i Oslofjorden med gode bademuligheder, særligt på østsiden af Gressholmen og den sydlige del af Rambergøya. På Heggholmen finder du Heggholmen Fyr – et af de ældste fyrtårne i den indre Oslofjord. På Gressholmen åbnede Norges første lufthavn for rutefly i 1927. Besøgende må ikke campere eller tænde bål på øerne. Det er kun tilladt at grille på grus eller sand.