Lækker grøn morgenmad
Vil du gerne servere en fyldig og lækker morgenmad, men også bruge al maden? Det er ikke svært ifølge madblogger og kogebogsforfatter Aicha Bouhlou. For hende er rester lige så lækre!
Copyright foto og opskrift: Madblogger Aicha Bouhlou: aichasmat.no
”Jeg ser ikke mad som rester, fordi det har sådan en negativ klang. Vi skal være begejstrede for rester, og se dem som ingredienser,” siger Aicha Bouhlou med overbevisning. Bloggeren på aichasmat.no og forfatteren til bogen ”Den grønne maten” voksede op i en stor familie med mange børn og kun én indtægt. ”Jeg har lært, hvor vigtigt det er at bruge det hele og ikke smide nogen af ingredienserne ud.”
Kombinér ingredienser
Ingrediensen er derfor et nøgleord, når Aicha, som har rødder i Marokko, Tyskland og Norge, skaber nye retter af måltidsrester. Det er en kunst, som mange af os har svært ved. Vi fylder vores skabe og køleskabe med store mængder mad, især i weekender og ferier, når vi forventes at forkæle os selv mere. Og så glemmer vi sommetider, når ugen starter igen, at vi har et køkken fuldt af rester og ingen anelse om, hvordan vi skal bruge dem.
”Del ingredienserne, og opbevar dem separat. Tag f.eks. stegt fårekød af benet, og opbevar det i en bøtte i køleskabet eller fryseren, eller brug det i en varm suppe, som du kan tage med i madpakken. Hvis du har rester af kogte grøntsager, kan du gøre det samme: Tilsættes de til vand, bouillonterninger og lidt krydret ingefær, får du den lækreste suppe. Eller kom dem i en omelet – det smager skønt!”
Alt på et stykke brød
”Min mor sagde altid til os, at alt kan kommes på et stykke brød eller en pizza, som jo bare er et stykke brød med smeltet ost. Alt det, som vi ikke ville spise, lavede hun til en pizza med ost på,” ler Aicha. Hun følger stadig sin mors regel, og det fører tit til spændende og internationale retter på morgenbordet.
”Det, du kommer på et stykke brød, behøver ikke kun at være ost og skinke. Du kan bruge rester fra aftensmaden eller tacos, peberdip eller hummus. Jeg kan godt lide at blande kulturer,” forklarer hun.
”Men det drejer sig også om holdninger. Du skal være villig til at spise den mad, der var lavet dagen før, eller ikke få frisk brød hver dag.” Prøv den marokkanske eller italienske stil: Gnid brødet med hvidløg, olie og tomat, og rist det hurtigt i ovnen. Og hvis du har rester af grøntsager, kan du altid gratinere dem med lækker ost og hvid sovs eller lave en varm salat.
Friske grøntsager til morgenmad
Kål er noget, der tit er tilovers efter en stor middag. Så er du heldig ifølge Aicha.
”Kål er en fantastisk ingrediens, som du kan bruge i en varm salat, sammen med lidt ingefær, chili, sojasauce, limefrugt og rester af kalkun. Eller du kan hakke rosenkål i små stykker og blande dem med granatæble, agurk, ingefær og hakket kål. Så får du en anden spændende salat.”
På Aichas morgenbord ønsker hun et lækkert måltid med masser af grønt. Hun sørger for, at hun allerede har nogle rå grøntsager, skrællet og hakket i poser i køleskabet. ”Det er lækkert at spise friske gulerødder og andre grøntsager med lidt mørkt brød. Så laver jeg gerne dressing, som jeg serverer ved siden af.”
Æg på en ny måde
Æg er en klassisk ingrediens, og en af de opskrifter, som hun deler med læserne af Frokosten.no, hedder Gjenganger:
”Jeg vælger tit æg kombineret med tomater, løg og andre grøntsager, når jeg skal lave noget hurtigt, nemt og lækkert. Denne opskrift er god til jul, når folk køber masser af grøntsager og ikke ved, hvad de skal bruge dem til.
Det sker aldrig hjemme hos Aicha. Hos hende er resterne planlagt. ”Vi planlægger tit at have ekstra rester. Det er som en gave for os!”
Har du lyst til at prøve Aicha Bouhlouns spændende forslag til morgenmad?
Opskrifter: Salat med appelsin og kål
Ingredienser
- 3 gulerødder, i strimler eller revet
- 5 dl finthakket kål
- 1 lille rødløg, finthakket
- 2 appelsiner i små stykker (du kan bruge både gule og røde)
- 1 dl appelsinjuice
- Saften af 1 økologisk citron
- ¼ tsk. sukker
- ¼ tsk. salt
Sådan gør du
1. Bland grøntsager med appelsinstykker
2. Rør juice, citronsaft, sukker og salt sammen, og bland det i salaten