Askepot tjekker ind i Kødbyen
Den travle småbørnsmor Heidi tjekkede ud fra hverdagen og ind på Scandic Kødbyen, hvor hun og veninden Anne kunne læne sig tilbage og - for et døgns tid - overlade servicen til hotellets personale.
Askepot tager en fridag
Folkeskolelæren Heidi har som de fleste småbørnsmødre en travl hverdag. Når hun har undervist en flok skønne 3. klasses elever i dansk, idræt eller billedkunst hele dagen, skynder hun sig hjem til huset i Viby Sjælland syd for Roskilde, hvor hun hygger sig med døtrene Solveig og Eva på 3 og 6 år. Hendes mand Kasper arbejder til sent og derfor tager Heidi sig ofte af praktiske ting som indkøb og madlavning, for at få hverdagen til at fungere.
”Det er en stående joke her i huset at jeg er den lokale Askepot”, griner Heidi. ”Jeg plejer at sige til pigerne, at køkkenet lukker kl. 20, fordi de gerne vil spise snacks hele tiden”.
”Jeg elsker mine piger og min mand, men en gang i mellem har jeg altså brug for lidt alenetid, hvor jeg kan lægge morrollen på hylden og bare være Heidi. Heldigvis støtter min mand Kasper op om, at jeg tager afsted en dags tid eller to med en veninde og lader batterierne op. Når jeg kommer hjem igen har jeg mere overskud til at være en god mor og hustru”.
På opdagelse i København
Når Heidi tager fri fra familien har hun ofte sin veninde og oplevelsesmakker Anne med. Det var da også 3. gang at de to veninder overnattede på Scandic Kødbyen sammen.
”Vi opdagede Scandic Kødbyen for et års tid siden, fordi jeg fejrede min 40-års fødselsdag med et ophold på hotellet. Vi drømte om et stort badekar, som vi kunne skiftes til at svømme rundt i og få slappet helt af. Vi blev tilbudt at opgradere til en suite for 200 kr. ekstra og det var bare en dejlig oplevelse. Derfor kom vi tilbage i Store Bededagsferien i år, sammen med min ældste datter Eva, der skulle opleve den gamle københavnertradition med at gå tur på Kastellet aftenen inden Store Bededag”.
”Denne 3. gang, hvor Anne og jeg tjekkede ind på Scandic Kødbyen, havde vi fundet en ny aktivitet for at udforske lokalområdet. Vi var på byvandring med Puzzle Walk, hvor vi med hjælp fra et kort og en notesbog skulle løse gåder, der gav os viden om Kødbyens historie og sikrede at vi kom tilbage til startpunktet på turen. Det var en sjov og anderledes måde at lære området at kende på.”
En vitaminindsprøjtning
Heidi og Anne har kendt hinanden siden de gik på lærerseminariet i Vordingborg sammen for snart tyve år siden. De to veninder har været tætte siden Anne fik arbejde på samme folkeskole som Heidi. Skæbnen ville at Anne ikke kunne få børn, men som gudmor til Heidis døtre, er hun som et tæt familiemedlem for pigerne.
”Når jeg tager afsted sammen med Anne, uanset om det er til Skotland for at vandre eller for at spise lækker mad sammen i København, føles det altid som en kæmpe vitaminindsprøjtning,” fortæller Heidi.
”Anne er et helt igennem dejligt menneske, der forstår at hygge sig og leve livet. Vi er begge to glade for god mad og Restaurant MØR på hotellet skuffede ikke. Vi spiste kammusling, tartar, havtaske med grillede grøntsager og til dessert fik vi brownie med sorbet. Vi sluttede dagen af med et brætspil i baren”.
”Det var et skønt og afslappende ophold på Scandic Kødbyen. På næste venindetur vil vi gerne opleve det nye københavnerhotel Scandic Spectrum. Askepot må jo væk fra kødgryderne og til bal en gang imellem”, griner Heidi.